X-faktor

Kvalitet forklarer oplevelsen. X-faktor forklarer prisen.

X-faktor

To vine kan have samme høje kvalitet, men koste vidt forskelligt.

Prisforskellen kan blandt andet skyldes områdets renommé, producentens status og efterspørgslen på den konkrete vin eller mark.

Jeg har udviklet X-faktor-modellen til at forstå denne prispræmie.

X-faktor måler ikke kvalitet. X-faktor forklarer prisen. 

Tre parametre giver vinens samlede X-faktorbillede

En vin vurderes på tre separate parametre:

  • Område-X
  • Producent-X
  • Vin-/Mark-X

Hver parameter vurderes individuelt på en skala fra 1 til 10.

Kombinationen af de tre vurderinger viser, hvor stor prispræmien er, og hvor den ligger.

X-faktor angives derfor med tre tal i rækkefølgen:

Område, producent og vin/mark

En vin med X-faktor 10,5,5 har eksempelvis:

  • Område-X 10
  • Producent-X 5
  • Vin-/Mark-X 5

Det betyder, at vinen kommer fra et område med meget høj prestige og efterspørgsel, mens producenten og den konkrete vin eller mark har en mere begrænset markedspræmie.

Eksempel på en X-faktorprofil

Et oplagt eksempel på en vin med X-faktor 10,5,5 kunne være en Chambolle-Musigny fra Jouan Olivier.

Du betaler en betydelig prispræmie for området Chambolle-Musigny, mens producenten og den konkrete vin fortsat befinder sig i et mere value-orienteret niveau.

Havde du kombineret området med en prestigeproducent og en eftertragtet premier cru-mark, ville prisen være væsentligt højere.

Netop derfor er det vigtigt at se på alle tre parametre hver for sig. Et enkelt samlet tal ville ikke vise, hvad du faktisk betaler for.

X-faktor er ikke en kvalitetsvurdering

En høj X-faktor er ikke automatisk et kvalitetsstempel.

En vin kan have høj kvalitet og en lavere X-faktor, hvis området, producenten eller marken ikke er særligt eftertragtet.

Omvendt kan en vin have meget høj X-faktor, fordi området, producenten eller marken er berømt, sjælden og stærkt efterspurgt. Det betyder ikke nødvendigvis, at kvalitetsforskellen står mål med prisforskellen.

Derfor vurderer jeg altid kvaliteten først. Derefter bruger jeg X-faktor til at forstå prisen.

Fra X-faktor til Værdiguiden

Gennem mere end 30 års erfaring med Bourgogne og Champagne har jeg set, at bestemte kombinationer af Område-X, Producent-X og Vin-/Mark-X igen og igen skaber interessante muligheder for værdi.

Derfor har jeg samlet disse mønstre i fire værdikategorier:

  • Producentkup
  • Mest vin for pengene
  • Skjulte perler
  • Prestigeområder til fair priser

Værdikategorierne er ikke kvalitetsniveauer.

De repræsenterer fire forskellige måder at finde værdi på.

Hvor X-faktor forklarer, hvor prispræmien ligger, omsætter Værdiguiden modellen til konkrete mønstre vinkøb.

→ Gå til Værdiguiden


Hvad kan X-faktor bruges til?

Modellen hjælper med at forstå:

  • Hvad betaler man for?
  • Hvor ligger prispræmien?
  • Skyldes prisen området, producenten eller den konkrete vin?
  • Står prispræmien i et rimeligt forhold til kvaliteten?
  • Findes der en mere interessant vej til den ønskede vinoplevelse?

X-faktor måler ikke kvalitet. X-faktor forklarer prisen.