
Producentkup
Smag topproducenternes stil uden at betale appellationspræmien
Producentkup
Smag topproducenternes stil uden at betale appellationspræmien
De bedste køb i Bourgogne opstår ofte, når dygtige og begyndende prestigefyldte producenter arbejder med druer fra områder og marker med begrænset prestige. Derfor betaler man i langt mindre grad for appellationens eller vinens status og i højere grad for kvaliteten i flasken.
Det kan være Bourgogne Blanc, Bourgogne Côte d'Or, Hautes-Côtes de Beaune, Hautes-Côtes de Nuits eller kommunevine fra områder som Santenay, Maranges, Monthelie, Chorey-lès-Beaune og Saint-Romain.
Fællesnævneren er den samme:
Producenten har opbygget et stærkt navn blandt vinelskere, og han laver også vin hvor områdets prestige er begrænset.
Derfor får man ofte adgang til producentens håndværk, filosofi og stil til en brøkdel af prisen for producentens mest eftertragtede vine.
To veje til Producentkup
1. Regional Bourgogne med stort potentiale
Område-X: 4
Dette er ofte Bourgogne Blanc, Bourgogne Côte d'Or, Bourgogne Rouge, Hautes-Côtes de Beaune eller Hautes-Côtes de Nuits.
Her kommer værdien typisk fra druer, som dyrkes lige udenfor de mest berømte appellationer.
I hvid Bourgogne ligger mange af markerne på fladlandet øst for Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet. Nogle marker grænser bogstaveligt talt op til de prestigefyldte appellationer og deler mange af de samme geologiske og klimatiske forhold.
Når en dygtig producent behandler disse druer med samme omhu som producentens dyrere vine, kan resultatet være imponerende.
Målet er ikke nødvendigvis at finde en vin, der smager præcist som Puligny eller Chassagne.
Målet er at finde vine, der leverer en stor del af områdets karakter til en væsentligt lavere pris.
Tænk:
70-90 % af oplevelsen til 25-50 % af prisen.
Det er essensen af et producentkup.
Benchmark: Baseret på Vinblog.dk's X-faktormodel vurderer vi, at et konkurrencedygtigt prisniveau for disse vine typisk ligger mellem 175 og 275 kroner. Ser du priser på 400-500 kroner, bør du vurdere, om merprisen står mål med vinens kvalitet, prestige eller andre særlige forhold.
2. Oversete kommunevine
Område-X: 6
Den anden vej til producentkup går gennem kommuner, som producerer fremragende vin, men som endnu ikke nyder samme prestige som Bourgognes mest berømte appellationer.
Eksempler kan være:
- Santenay
- Maranges
- Chorey-lès-Beaune
- Monthelie
- Saint-Romain
- Pernand-Vergelesses
- Auxey-Duresses
- Fixin
- Marsannay
- Rød Saint-Aubin
- Rød Chassagne-Montrachet
Disse områder ligger højere på X-faktor-skalaen end regional Bourgogne, men stadig væsentligt under appellationer som Meursault, Puligny-Montrachet, Chambolle-Musigny eller Vosne-Romanée.
Her får man ofte mere terroirudtryk og mere tydelig kommuneidentitet, men stadig uden den fulde prestigepræmie.
Benchmark: Baseret på Vinblog.dk's X-faktormodel vurderer vi, at et konkurrencedygtigt prisniveau for disse vine typisk ligger mellem 300 og 400 kroner. Ser du priser på 500-600 kroner, bør du vurdere, om merprisen står mål med vinens kvalitet, prestige eller andre særlige forhold.
Hvor opstår værdien?
Producentkup opstår, når tre forhold mødes:
✅ Området har begrænset prestige
✅ Producenten har opbygget et stærkt navn
✅ Producenten behandler vinene med samme seriøsitet som sine dyrere vine
Mange topproducenter ser disse vine som deres visitkort.
Det er ofte her, nye kunder møder producentens stil første gang.
Derfor investerer de bedste producenter betydelige ressourcer i både markarbejde og vinifikation, selv om flaskerne sælges til langt lavere priser end husets flagskibe.
Hvad skal du kigge efter?
Hvis du vil finde Producentkup, så start med producenten fremfor appellationen.
Spørg ikke:
Hvilken appellation er mest prestigefyldt?
Spørg i stedet:
Hvilke dygtige producenter laver også mindre prestigefyldte vine?
Det er ofte her, nogle af Bourgognes mest interessante køb gemmer sig.
Typiske eksempler på Producentkup
Disse vine er ikke nødvendigvis mine aktuelle Top 3-køb.
De er eksempler på den type vine, hvor jeg oftest finder værdi inden for Producentkup-kategorien. Nogle årgange eller cuvéer kan være sværere at finde end andre, men fælles for dem er kombinationen af høj producent-X og relativt lav område-X.
Fællesnævneren er dygtige producenter med tydelig stil, stærkt håndværk og adgang til druemateriale, som kan levere langt mere kvalitet, end appellationen umiddelbart antyder.
Vil du se de flasker, jeg vurderer som de bedste køb lige nu, så besøg Din genvej til TOP 3 køb
X-faktor måler ikke kvalitet. X-faktor forklarer prisen.

