3 stilarter i hvid Bourgogne

28-06-2026

Der kan være meget stor forskel på vines udtryk selvom vinene bliver lavet af druer fra samme mark. Hvordan kan det være?  Læs mere nedenfor hvor jeg forklarer de 3 store stil retninger der findes inden for hvid bourgogne i cote de beaune.  

1. Den reduktive stil (Matchstick-stilen)

Denne stil opstår ved at beskytte vinen ekstremt konsekvent mod ilt under hele processen. Vinmageren bruger ofte masser af CO2, minimal eller ingen omrøring og lagring på store, ældre egetræsfade eller reduktive tanke.

  • Smagsprofil: Markante noter af flint, tændstiksvovl, popcorn, røg og sprød, grøn citrusfrugt.
  • Teknikken: Vinen lagres typisk på sit grove gærdepot (les lies) uden iltning, hvilket skaber de eftertragtede, mineralske svovlforbindelser (reduktion). Gærdepotet fungerer også nærmest som en stor svamp der suger ilt til sig. 
  • Kendte eksponenter: Producenter som Pierre-Yves Colin-Morey (PYCM) er verdensberømte for denne præcise, røgfyldte stil. Også Lamy-Caillat og Roulot er i denne genre.  

2. Den "oxidative" traditionelle stil (Den cremede klassiker)

Dette er den historiske tilgang i hvid Bourgogne, hvor vinen bevidst udsættes for en kontrolleret mængde ilt under lagringen for at opbygge stor kompleksitet, fedme og struktur.

  • Smagsprofil: Tunge, rige noter af brunet smør, ristede hasselnødder, bageri, moden fersken og honning.
  • Teknikken: Vinmageren praktiserer bâtonnage (omrøring af gærresterne i fadet), hvilket frigiver saltholdige aminosyrer og giver cremet tekstur. Der bruges ofte en højere procentdel af nye, hårdt ristede franske egetræsfade.
  • Kendte eksponenter: Den klassiske stil ses hos huse som Domaine Fontaine-Gagnard eller ældre årgange fra traditionelle domainer. En moderat klassisk tilgang ses meget flot hos Domaine Coffinet-Duvernay

3. Den "moderne-naturlige" og neutrale stil (Den nøgne frugt)

En nyere bølge af vinmagere søger væk fra både tændstiksrøg og tungt fadpræg. Målet er at lade druens og terroirets rene frugt tale uden forstyrrende elementer fra vinifikationen.

  • Smagsprofil: Friske gule æbler, pære, hvide blomster og en ren, uforstyrret frugtsyre uden tunge smør- eller trænoter.
  • Teknikken: 100% spontangæring uden tilsat gær, ingen eller minimal bâtonnage, og lagring på store, gamle egetræsfade (foudre) eller endda amforaer/betonæg, som ikke afgiver smag. Tilsætningen af svovl holdes på et absolut minimum og sker først ved aftapning.
  • Kendte eksponenter: Producenter med et mere biodynamisk eller minimalistisk fokus. Moreau familien eller yngre, progressive producenter er gode eksempler på denne stil. Også Morey-Coffinet og Chavy'erne er i denne retning. 

Mange producenter og specielt de yngre bevæger sig omkring den "moderne-naturlige" stil med forskellige nuancer. Ofte kombineres denne tilgang med en smule nyt (måske 10%). 

Anbefaling: Det er sjovt at prøve at smage stilarterne op mod hinaden på samme tid for at se hvor stor forskel der er på vinenes udtryk. Når du får en hvid bourgogne af en hvis kvalitet så undersøg hvilken tilgang/filosofi producenten har i kælder arbejdet så du kan smage vinen nuancer i den kontekst :-) Eller bare nyd den selvfølgelig...det skal du uanset tænker jeg. Det er kun et spørgsmål om du synes det giver et ekstra sjovt lag at forstå vinens smag og duft ud fra tilgangen i kælderen. 

 

Share